Unge kunstnere i deres es
Af Simon Nielsen - JyskeVestkysten
KUNST: 17 håbefulde kunstelever fremviser de følgende dage deres værker på kunstskolen i Sønderborg, som led i deres afgangsudstilling.
SØNDERBORG: Eleverne fra Sønderjyllands Kunstskole starter i morgen en udstilling, hvor de fremviser de kreationer, som de har bakset med de seneste par uger. Præsentationen er derfor en dimission og afgangsudstilling.
De produktive tanker er blevet udmøntet på mange forskellige måder, og der ligger også en udfordring i skolens uregulære rum.
- Det er jo ikke sådan, at bygningen er indrettet til formålet, men eleverne gør det nu meget godt, siger Thomas Lunau, kunstnerisk ansvarlig på skolen.
Selvom de 17 elevers værker kunne støves sammen i nogle få lokaler, har eleverne fået lov til at boltre sig i de fleste af skolens lokaler.
- Vi har den holdning, at kunstværker skal have luft for at kunne leve. Ellers slår de hinanden ihjel, siger Thomas Lunau, som mener, at for mane værker drukner tilskuerens indtryk.
Inspireret selvportræt
Mens avisens udsending var på besøg arbejdede de unge kunstnere stadig på højtryk for at blive færdig. I et af rummene på første sal, hænger der malerier af Rasmus Okholm.
Han har blandt begået et noget utraditionelt selvportræt. Iklædt en Dracula-kappe med rød butterfly og med et dødningehoved mellem kravene skal maleriet give noget uhygge. Kraniet er skabt efter et fotografi af ham selv, som han har kørt gennem Photoshop.
- Det er inspireret af Hornsleth - kunstneren, der navngav en landsby i Uganda - som selv er provokerende og har et voldsomt udtryk, fortæller Rasmus Okholm.
Løftet Pegefinger
I nabolaget er Vivian Oehlenschlager ved at færdiggøre en stor, sort hånd i mandshøjde. En halv løftet pegefinger skal signalere en form for opråb. Hvordan ideen kom til hende, husker hun ikke.
- Det kommer bare. Det med at have en idé og så køre efter den, det bruger jeg ikke. Man skal passe på med ikke at begrænse sig ved slavisk at følge en tanke, da det kan kvæle ens kreativitet, siger Vivian Oehlenschlager. Hun kalder hånden "Fordomme", og til skulpturen høre et citat, som hun dog ikke selv har forfattet.
Toiletfacade
I stueetagen har David Gehrt foldet sig lidt utraditionelt ud. Fire toiletter står i hver deres lille rum. og skal afspejle nogle af menneskets forskellige sider.
- Man skal nok være lidt tosset i hovedet for at få sådanne skøre ideer. Du kan kalde det et rigtigt kunstner påfund, griner han.
Toiletterne har han fremskaffet gennem venner og fabtikker, når de gamle skulle udskiftes.
- Folk forbinder ofte toiletter med noget intimt og ulækkert.
- Så det er faktisk en personlighedstest, hvor facaden udadtil ser ens ud, men når dørene åbnes, kan når førende åbnes, kan man se, vi alle har noget forskelligt, vi bære rundt på, fortæller David Gehrt.
Se på loftet
Rundt om i skolens små, stemningsfyldte rum, vil man se rumkunst. På toiletterne hænger der masker, som holder øje med én , og på en trappeopgang findes der stofdråber, som løber ned mod tilskuren. Udstillingen åbner fredag kl 11.