Rasmus Okholm åbner for det mørke sind

Udstilling: 23-årige Rasmus Bøhrnsen Okholm viser sit første fotoprojekt i Alsion på lørdag

Af Katrine Lund Walsted

Tlf. 72114117, klw@jv.dk

 

SØNDERBORG: Kunstneren Rasmus Bøhrnsen Okholm har kigget ind i mørket. Derind hvor mennesker sjældent lader andre komme ind. Det er blevet til fotoudstillingen “Inner Sanctum”, som består af 30 store billeder.

– Inner Sanctum er det helligste sted i en kirke. Eller i denne her sammenhæng, det sted i sindet, hvor man er fyldt med sorg. Det sted bag facaden, hvor man puffer mange ting væk, siger Rasmus Bøhrnsen Okholm.

Efter Dybbøl Skole gik han på BGK på Sønderjyllands Kunstskole. Her fik han interessen for fotografiet. Han kalder det selv for “fotomanipulation”. Det er rigtige fotos, hvor baggrunden er manipuleret.

 

Trækker i følelserne

Udstillingen rummer 30 store billeder, der fortæller hver sin historie om især ungdomslivet. Om kærlighed. Venskaber. Hævn.

– Jeg elsker at fortælle historier. Det er mine egne historier blandet med andres historier. Jeg tager følelserne og gør dem ekstreme. Trækker dem ud, indtil de ikke kan trækkes mere, siger Rasmus Bøhrnsen Okholm.

Han er vokset op i Sønderborg, og hans far er kunstneren Gunnar Bøhrnsen, og onklen er kunstneren Viggo Bøhrnsen. De har tidligere udstillet sammen.

– som barn blev jeg altid taget med på forskellige udstillinger, da vi ofte tog på storbysferier i stedet for badeferier, det er jeg lykkelig for idag da det har lært mig meget, smiler den unger kunstner.

Han har taget grundforløbet som fotograf på medieskolen i Viborg.

Jeg elsker at fortælle historier. Det er mine egne historier blandet med andres historier. Rasmus Bøhrnsen Okholm

Udstillingen “Inner Santum – A Story About A Life” kan ses på Alsion den 6. april kl 16:00 – 18:30. Kunstneren Søren Møller holder åbningstalen, og Jeppe Rapp underholder med et nummer. Der bliver udgivet en bog i forbindelse med udstillingen, den kan købes på udstillingsdagen. Rasmus Bøhrnsen Okholm planlægger at vise udstillingen andre steder.